Kvinder gør det ikke selv

Sanne Søndergaard, komiker og forfatter

“Hvis I vil have flere film med kvinder i hovedrollerne. Hvorfor laver I dem så ikke selv?”
Spørgsmålet falder prompte og altid, konstant og igen, hver evig eneste gang man formaster sig til at problematisere, at stort set alle film handler om mænd og kun har mænd i hovedrollerne.
Sidste år i dansk film var et sådant lavpunkt. Til Robert- og Bodil-priserne i år kunne man ikke engang mønstre fem kvinder at nominere for en større rolle. Bodil endte med kun fire nomineringer, mens Robert endte med at nominere Lene Marie Christensen for hendes rolle i "Nordvest", selvom den højest er en birolle. Hey, hun er en fantastisk skuespiller, men ingen skuespiller i verden er dygtig nok til at gøre en håndfuld replikker til en bærende karakter.
Så kunne vi i det mindste ikke blive enige om, at en hovedrolle kun er en hovedrolle, hvis den er stor nok til at få skuespillerens navn på plakaten?
Og det er altså åbenbart kvinders opgave selv at sætte kvinders navne på de plakater, hvis man skal tro ovenstående spørgsmål. For det er tilsyneladende sådan en verden, vi ønsker at leve i: Der hvor mændene passer mændenes business, og kvinderne kan nusse rundt med deres egne issues. Gud forbyde, at en mand skal lave film som "Million Dollar Baby", eller at en kvinde laver en som "The Hurt Locker".
Nej, nu må vi være realistiske; mænd og kvinder er fra hver deres planet, og deres respektive film kan derfor kun vedkomme deres respektive kønsdele.

Manden er mere menneske
Så det er altså mit ansvar, fordi jeg vil gerne se historier, der handler om kvinder. For det vil jeg virkelig gerne. Ikke bare fordi kvinder udgør halvdelen af jordens befolkning, og at repræsentationsfaktoreren derfor er relevant for… pænt mange mennesker, men også fordi jeg gerne vil gøre op med den kulturelle norm, at manden er mennesket, og kvinden er kønnet.
For det er jo det, det handler om i filmverdenen – i fiktionen i det hele taget: Mændene kommer til at fylde mere, fordi de repræsenterer mere end deres eget køn. 
Altså klart at hver gang nogen vil fortælle en historie om mænd, handler filmen selvfølgelig om mænd. Det ville være underligt at kræve flere kvinderoller i "Saving Private Ryan".
Okay, så bliver det godt nok lavet ekstremt mange film om den verden, som mænd traditionelt har befundet sig i – men det er formentlig, fordi der kan man sprænge ting i luften. Og jeg ved, at en film, hvor ting bliver sprunget i luften bare er federe.
Så huskeregel nr. 1, hvis vi selv skal lave alle de der film om kvinder, må være at finde en måde at få sprængstof implementeret i kvindernes traditionelle univers. Jeg har engang sprunget en soufflé i min ovn… Det er da et sted at starte.

Manden, der styrer kvinden
I hvert fald er der altså den pulje af film, der handler om mænd. Dem er der mange af. Men så er der den næste store pulje. Det er film, der handler om almenmenneskelige problemstillinger. De handler også alle sammen om mænd. Hov vent, hvad?
Jo, fordi manden i fiktionen repræsenterer det menneskelige, mens kvinden jo kun repræsenterer… kvinder. Så vil man fortælle en historie om håb og kampen for at overleve mod uretfærdighed og lidelse, skal historien selvfølgelig handle om et mandefængsel som i "The Shawshank Redemption" eller om en ung mand alene med en tiger på det åbne hav som i "Pis’ Liv" – ja, selv tigeren er af hankøn.
Tilbage er så kun de film, der handler om kvindeproblematikker, hvor kvinder kan få lov til at spille førende roller.
Nå, ja, der er selvfølgelig også de film, der handler om virkelige kvinder - altså historiske personer – og man kunne derfor her forvente at se en film, der virkelig lader kvinderollerne folde sig ud – længere ud end over deres køn. "Jernladyen" er et sjældent eksempel på det, for disse film har det med på mystisk vis alligevel at komme til at handle om mænd og mænds verden.
Historien om "Young Victoria" kommer derfor til at handle om alle de mænd, der forsøger at styre hende, og filmen om dronning Caroline Mathildes affære med hendes livlæge kommer til at handle om ham og hendes mand. Så mændene i sidste ende i fylder lige så meget – eller endog mere – end kvinderne i kvindernes egne historier.

Manden skal have alle nuancer med
På grund af disse ideer om manden som mennesket og kvinden som kønnet bliver antallet af film med kvinder på lærredet jo naturligt færre. Og de bekræfter ikke mindst ved hvert eneste biografbesøg, at kvinden ikke kan have en historie at fortælle, der ikke udspringer af at hun er kvinde. Samt at hun ikke kan repræsentere det alment menneskelige – for så ville mænd også skulle identificere sig med hende. Oh, skræk! Tænk, hvis han blev bøsse af det!
Det er selvfølgelig noget pis, for mænd er jo ikke mindre i stand til at følge og føle med en fra det modsatte køn, end kvinder er. Millioner af mænd har set Alien-filmene og identificeret sig med Ripley, uden at deres pikke faldt af af den grund.
Men den ubevidste formodning styrer stadig tankegangen, når man laver film. I en grad så kvinder har meget svært ved at få roller, der ikke handler om deres køn.
Jodie Foster – den seje, seje dame – har af den grund bedt sin agent om specifikt at opsøge film med roller, der er skrevet til en mand, men som lige så godt kunne spilles af en kvinde. Det var sådan hun landede den spændende rolle i "Elysium".
Men de færreste skuespillere har samme mulighed som Foster. Og selv hvis de endelig får de gode, stærke kvinderoller, er det ingen garanti for, at jeg kommer til at se det i Imperial.
Connie Nielsen fortalte for nogle måneder siden i et interview om sin filmkarriere, at det altid er de kvindelige rollers nuancer, man skærer væk, hvis filmen er for lang. Og film er altid for lange. Så man skærer altså kvinderoller ned pr. refleks. Fordi pyt skidt om gangsterens kone er en sammensat person, der vælger at bo sammen med ham på trods af hans forbrydelser. Nej, det er gangsteren, folk vil høre om.
Ikke?

Kvinden kan nu også sælge billetter
Personligt vil jeg gerne høre om gangsterens kone, og om politimandens, og om politikerens. Og om de kvinder, der venter hjemme, mens deres mænd i krig, og alle de kvinder, der selv har skabt politik, kultur, videnskab. Og så vil jeg også bare gerne se kvinder gøre menneskelige ting og have menneskelige følelser. For sådan er det altså at være kvinde, I ved, herude i virkeligheden.
Så der er millioner af historier om kvinder, jeg gerne ville se på film. Og jeg er overbevist om, at mænd også gerne vil. Fordi mænd er vel lige så nysgerrige på kvinder, som jeg er på mænd.
I øvrigt kan folk af begge køn også godt lide afveksling og overraskelse. De fleste synes faktisk, det er ret fedt for en gang skyld at se en film om et oprør, der har en kvindelig protagonist, som i "Hunger Games". Eller følge med noget så usædvanligt som en kvindelig eventyrer i "Frozen". To film, der har slået alle salgsrekorder i USA. Fordi – er min påstand – publikum hungrer efter fornyelse fra den slagne form.
Men det er – for at vende tilbage til det indledende spørgsmål – altså min personlige opgave så at sørge for, at publikum får det.
Så hvorfor laver jeg ikke bare selv de der film om kvinder og til kvinder?

Kvinden skal kende de rigtige… mænd
Altså for det første, fordi jeg ikke er filmmand. Jeg har godt nok forsøgt at pitche et par manus-ideer til filmproducenter, men de er altid allerede i gang med et lignende projekt. Siger de.
Og det er sjovt, de siger det, for jeg mangler endnu at se en Blinkende Lygter-actionfilm med kvinder, som jeg pitchede for otte år siden, og en komedie om en kvindelig læge, som jeg pitchede for to år siden.
Og selvfølgelig er det klart, at når man er i gang med et “lignende projekt” – altså én film, der handler om kvinder – så kan man da ikke også gå i gang med en mere. To film, der begge handler om kvinder på én gang, what!?
Nu lyder jeg måske en lille smule bitter (og det er jeg), men jeg kan jo retteligt ikke vide, om mine ideer bare har været lort. Jeg kan ikke gå ud fra min egen erfaring og sige, at det bare er sværere at komme igennem med film om kvinder. Jeg er jo som sagt ikke i filmbranchen, og den er vel som alle brancher super indspist og kræver, at man kender de rigtige for at få noget i gang.
Men i hvert fald er det årsag nummer 1 til, hvorfor jeg ikke bare laver film om kvinder selv.

Mænd og kvinder skal sammen lave film – om mænd og om kvinder
Men mest af alt laver jeg ikke filmene selv, fordi der mig bekendt ikke noget “selv” i filmbranchen. Tro mig, hvis jeg kunne, så gjorde jeg da gerne det hele selv. Men jeg synes bare, at det er ret meget at kræve, at for at jeg kan få flere spændende kvinderoller at se, så skal skrive et manus selv, finansiere det hele selv, producere selv, instruere selv og distribuere selv.
Det er lidt for meget “selv” i en omfattende og omkostningstung branche. Filmbranchen er afhængig af, at flere mennesker løber med den samme idé. Filmbranchen er altså mere end mine egne historiefortællingsbrancher – stand-up og bogbranchen – nødt til at samarbejde i ønsket om at fortælle andre historier, end dem vi er vant til at se.
Og det tror jeg godt på, at filmbranchen kan. For tv-branchen kan. De fleste af de filmede historier, der rykker noget i de her år, er lavet til tv. Og af dem myldrer de fede kvinderoller frem. Selvfølgelig med "Girls" og "Orange is the New Black" som absolute topscorer, men også herhjemme i for eksempel "Arvingerne", der er noget så udsædvanligt som en familiekrønike, der overhovedet ikke spiller på nogen kønsstereotyper, og hvor alle rollerne er nuancerede og mangesidige.
Det kan filmmediet også godt. Hvis der altså er nogen, der gider tage sig sammen. Hvis man altså lader være med at negligere det, når nogen sagligt påpeger et problem – og omgående stopper med at være superbarnlig og sige “jamen, så gør’et sgu da selv.”